Tyverisikring af hjemmet inden ferien
Hvis ikke du har gjort det, er det en god idé at gennemgå tyverisikringen inden du rejser på ferie - det er træls at komme hjem fra ferien og opdage at der har været indbrud.
Mange mener, at hvis en tyv vil ind, ja, så kommer han ind og undlader af den grund at gøre noget særligt ved sikringen af deres hjem. Det er ikke klogt!
Fakta er nemlig, at over 50% af alle indbrud begås af amatører og kun ved hjælp af en skruetrækker. Det betyder, at du med få midler kan holde tyven ude.
Forsøg at se dit hjem med tyvens øjne. Ser det ud, som om der er noget at komme efter? Hvor let er det at komme ind? Hvor sikker er din køkkendør, havedør, kælderdør eller terrassedør? Hvor sikre er vinduerne? Ser det ud, som om der er nogen hjemme?
Hvis tyven er nødt til at bruge længere tid, og hvis indbruddet vil støje, er der risiko for at blive set og hørt. Derfor vil en god tyverisikring få tyven til at holde sig væk fra dit hjem.
Alle hjemmets yderdøre skal være godt sikrede. Hvis kælderdøren, bagdøren, terrassedøren eller altandøren er dårligere sikret end hoveddøren, finder tyven hurtigt ud af det.
Vinduer bør have solide beslag, der fastholder vinduet i lukket stilling. Vinduer i stueetagen bør endvidere have en vindueslås, så tyven ikke kan åbne vinduet efter at have knust ruden.
Garager, udhuse samt kælder- og loftsrum skal også være låst. Der bør monteres en Skafor-godkendt låseenhed eller et kraftigt låsebeslag med tilsvarende kraftig hængelås. Beslaget må ikke kunne afmonteres udefra, og hængelåsen skal beskyttes, så den ikke kan klippes over med en boltsaks
Tyverialarmer
Boligens mekaniske indbrudssikring kan suppleres med et tyverialarmanlæg. Alarmsignalerne bør overføres til en døgnbemandet kontrolcentral, som kan sende den ønskede hjælp. Denne hjælp kan være politiet, en vægter og/eller telefonisk kontakt til bestemte personer. Alternativt kan signalerne overføres telefonisk til to eller tre naboer.
Kvaliteten af alarmanlæg kan være meget svingende, derfor anbefaler forsikringsselskaberne, at alarmudstyret er godkendt af Skafor som minimum i klasse 1.
Du kan få yderligere råd og vejledning om tyverialarmanlæg hos dit forsikringsselskab, installatører af tyverialarmanlæg eller hos politiets kriminalpræventive afdelinger.
Mærkning og registrering
Erfaringer viser, at indbrudstyve har stort besvær med at sælge mærkede genstande, og mærkningen giver politiet gode muligheder for at opklare tyverier.
Anskaf et mærkningsudstyr (se i telefonbogens gule sider under tyverisikring), eller lån et hos nærmeste politi. Det Kriminalpræventive Råd har udarbejdet en udførlig vejledning om Operation Mærkning. Vejledningen kan fås hos nærmeste politi og på biblioteker.
Nabohjælp
De fleste har naboer tæt ved. Tal med dine naboer om nabohjælp. Det er en af de bedste måder at forebygge indbrud på. Det drejer sig om at sætte små ting i værk, så tyven tror, at her er der nogen hjemme:
- Få naboen til at tømme postkassen og fylde den udvendige skraldepose op
- Få naboen til at tænde og slukke lyset, hvis du er væk i længere tid. Eller få installeret et tænd- og sluk-ur
- Få naboen til at slå græsset, ellers sladrer det om, at du ikke har været hjemme et stykke tid.
- Få naboen til at bruge din tøjsnor og parkere sin bil i din carport, mens du er bortrejst.
- Sæt mærkater med "nabohjælp" på døre og vinduer, så tyven ved, at der bliver holdt øje med huset.
Udførlig vejledning om nabohjælp fås hos nærmeste politi og på biblioteker.
Rådgivning
Rigspolitichefens kriminalpræventive afdelinger rådgiver alle borgere om sikring mod indbrud m.v. Afdelingerne har indrettet udstillinger, hvor du kan se alle de mekaniske og elektroniske tyverisikringsprodukter demonstreret.
De kriminalpræventive sektioner kan træffes på følgende telefonnumre:
- København 33 14 88 88, lokal 7204
- Odense 66 14 14 48, lokal 493 og 494
- Kolding 75 52 28 00, lokal 6200
- Århus 87 31 14 48, lokal 5050
- Ålborg 96 30 14 69.
Læs mere på www.forsikringsoplysningen.dk
mandag den 16. februar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

0 kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.